LEDER / DEBAT / 31. AUG • 05:30

Bornholm bliver igen én stor kulturscene

Bornholm bliver igen én stor kulturscene
Har du sikret dig et? Foto: Bornholms Craft og Kultur-uger
Redaktør

I den kommende weekend bliver kulturugen sat i gang som et stykke kulturelt kraftværk, der bevæger sig på tværs af øen. Der er virkelig noget at glæde sig til.

På fredag indledes "17 dage med et hav af oplevelser", som kulturugerne selv kalder det. Det omfattende program præsenteres nu under det ikke så mundrette navn Bornholms Craft og Kultur-uger og strækker sig altså over det meste af september med et væld af gode arrangementer.

I lørdags kunne vi fortælle om en 16-årig kunstnerspire, der udstiller i Banken i Gudhjem, og sammen med blandt andet kirkekunst og madkultur, dukketeater og klassisk musik vil Sirius, som han hedder, kaste glans over den pragtfulde bornholmske sensommer.

Kulturugerne samler os. De forlænger vores sæson, giver dygtige lokale kræfter en scene og bidrager til vores allesammens kulturtilbud, som vi holder så meget af.

Vi kommer jo lidt mere rundt, når der er kulturuge. Vi opdager steder, vi måske ikke ellers havde opdaget, og vi bliver præsenteret for kunst og kunsthåndværk af en kaliber, som har internationalt format. Det her er virkelig noget, vi kan være stolte af.

17 dage med arrangementer fra Rønne til Christiansø er jo helt unikt. Dagene tager afsæt i meget af det, som Bornholm i forvejen er god til – og inviterer verden indenfor. Udenfor sæsonen, jovist, men Bornholms Kulturuge har på en måde bevæget sig selv derhen, hvor den faktisk er en helt central del af vores sæson.

Vi kan ikke undvære den. Vi vil ikke undvære den. Og den bedste måde at sikre en aktivitet, som man holder af, er at støtte den. Så hvis armbåndet til alle de mange oplevelser ikke er sikret endnu, må opfordringen være at sikre sig et.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT