Knap 100 har på to uger søgt om erstatning i grønlandsk spiralsag
Godtgørelsen handler konkret om grønlandske kvinder, der frem til og med 1991 fik opsat spiral uden samtykke.
Grønlandske kvinder, der har fået opsat spiral uden samtykke, har siden 1. juli kunnet søge om godtgørelse, og det har flere gjort.På to uger er der kommet ansøgninger fra 93 kvinder, som søger om godtgørelse på 300.000 kroner.
Det viser en opgørelse fra Patienterstatningen, skriver Berlingske.
Karen-Inger Bast, der er direktør for Patienterstatningen, siger til avisen, at de fleste af beretningerne i ansøgningerne "har været detaljerede".
Det kommer til at hjælpe myndigheden i processen med at vurdere godtgørelserne, lyder det.
Ansøgningsprocessen åbnede 1. juli og løber frem til 1. september 2028.
Muligheden for godtgørelse handler om grønlandske kvinder, der frem til og med 1991 fik opsat spiral uden samtykke - den såkaldte spiralsag.
De berørte kvinder kan indsende deres ansøgning til Patienterstatningen.
Godtgørelsen er fastsat til 300.000 kroner per kvinde.
Patienterstatningen kan dog først behandle ansøgningerne, når en lov på området er trådt i kraft.
Sundheds- og kirkeminister Ida Auken (S) fremsatte 25. juni et lovforslag om en godtgørelsesordning til de grønlandske kvinder.
Lovforslaget skulle have været fremsat tidligere i år, men på grund af valgudskrivelse og regeringsforhandlinger er det blevet forsinket.
- Loven forventes at træde i kraft 1. september 2026, skrev Patienterstatningen 1. juli.
Spiralsagen handler om unge grønlandske kvinder og piger, der fik opsat svangerskabsforebyggende spiraler under en kampagne, som startede i 1960'erne.
Flere kvinder har stået frem i medier og fortalt, at de ikke havde givet samtykke.
Både statsminister Mette Frederiksen (S) og den grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, gav sidste år en undskyldning i sagen.
Det skyldes, at der både har været sager, mens Danmark havde ansvaret for sundhedsvæsenet i Grønland, og efter at Grønland hjemtog området.
RITZAU
