Iran udfører modangreb på amerikanske baser i Jordan

UDLAND31. AUG 2026 • 07:06

To amerikanske baser i Jordan er mål for iransk angreb, der udføres som svar på angreb fra USA, siger Iran.

Irans Revolutionsgarde har sendt ballistiske missiler mod to amerikanske baser i Jordan.

Det rapporterede iranske statsmedier natten til mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om baserne King Hussein Air Base og Al Azraq Air Base.

Det iranske udenrigsministerium bekræfter mandag morgen, at Iran har angrebet amerikanske baser i Jordan, skriver Reuters.

I en udtalelse skriver ministeriet, at baserne blev brugt til at støtte et amerikansk angreb på den iranske ø Larak søndag.

Det lyder videre, at Iran vil reagere resolut på yderligere militær aggression. USA og andre, der støtter amerikanske handlinger, bærer det fulde ansvar for enhver optrapning af konflikten, skriver ministeriet.

Sent søndag oplyste det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, at USA havde angrebet to iranske raketaffyringsramper på Larak.

Det er de første kendte amerikanske angreb mod Iran siden slutningen af juli, skriver Reuters og nyhedsbureauet AFP.

Der er både flere dræbte og sårede soldater og borgere efter søndagens angreb, oplyser Revolutionsgarden og udenrigsministeriet.

Også AFP har natten til søndag beskrevet iranske gengældelsesangreb mod amerikanske baser i Jordan.

I en udtalelse, som blev delt på stats-tv i Iran, sagde revolutionsgarden, at den havde rettet angreb mod de to baser.

De ballistiske missiler har forårsaget "store skader", lød det i udtalelsen.

Der er dog endnu ingen konkrete meldinger om omfanget af skader efter angrebene.

En talsperson for Jordans hær ifølge AFP udsendt en udtalelse.

- Luftforsvarssystemer opsnappede otte missiler, der trængte ind i kongerigets luftrum ved daggry i dag, mandag, sagde den jordanske talsperson.

Tidligt mandag morgen lyder det fra Irans hær, at den også har angrebet luftbasen Al Minhad i De Forenede Arabiske Emirater med droner. Det sker ifølge Reuters i en udtalelse delt på iransk stats-tv.

Hæren siger, at den har angrebet steder på basen med amerikanske styrker og helikoptere. Også det sker som svar på angrebet fra USA på Larak, lyder det.

USA og Israel iværksatte en krig mod Iran den 28. februar. Siden bredte krigen sig til resten af Mellemøsten.

USA og Iran underskrev 17. juni et forståelsespapir, som gav de to lande 60 dage til at nå frem til en større aftale. I midten af august udløb perioden, uden at der er sket større gennembrud i forhandlingerne.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT