NOTITS / KULTUR / 2. AUG • 18:15

Karin fanger fugle og nordlys

Karin fanger fugle og nordlys
Fra torsdag og frem til slutningen af måneden kan man opleve de smukke naturbilleder på Ølhuzed i Hasle. Foto: Karin Lerche Jaqué

Ølhuzed i Hasle inviterer til en ny fotoudstilling med den lokale naturfotograf Karin Lerche Jaqué.

Karin Lerche Jaqué er født og opvokset i Rønne, men siden 1995 har hun slået sine folder i Hasle.

En dag fik hun øje på to musvåger på en mark mellem de to byer, og her blev hendes interesse for naturen og for fuglefotografering vakt.

Siden da har hun fundet inspiration og fællesskab omkring fotografering af naturen gennem forskellige foreninger, og mange af hendes motiver er fundet omkring Hasle og andre steder på Bornholm.

Hun fanger nemlig både den bornholmske natur, fugle og nordlys med sin linse.

Fra torsdag 6. august kan man opleve Karin Lerche Jaqués værker på Ølhuzed i Hasle.

– På udstillingen kan du opleve et udvalg af Karins fotografier med motiver fra Bornholms natur fra majestætiske rovfugle og småfugle til stemningsfulde landskaber og fascinerende nattehimle. De fleste billeder er taget i lokalområdet omkring Hasle, men også andre steder

på og uden for Bornholm har fundet vej gennem hendes kameralinse, fortæller indehaver af Ølhuzed, Marianne Pedersen.

– Karin har altid kameraet med sig. Man ved aldrig, hvornår naturen byder på det næste uforglemmelige øjeblik.

Udstillingen varer frem til 27. august, og den viser et udvalg af naturfotografier og giver et smukt indblik i de stille øjeblikke, som naturen byder på, når man tager sig tid til at se efter.

Man ved aldrig, hvornår der opstår en mulighed for et smukt foto. Foto: Karin Lerche Jaqué
Man ved aldrig, hvornår der opstår en mulighed for et smukt foto. Foto: Karin Lerche Jaqué







FÅ ABONNEMENT