Det er to særdeles kendte navne, der skal lokke bornholmerne til næste års nytårskoncert i Bornholms Idræts- og Kulturcenter i Allinge.
Efter et par år med svigtende billetsalg - det kan skyldes, at de optrædende ikke altid har været nogle af mest kendte artister i Danmark - får Bjørn Hyrup & Promenadeorkesteret denne gang selskab af revy- og musicalstjernerne Trine Gadeberg og Preben Kristensen, der tidligere har optrådt for fulde huse ved nytårskoncerterne i Allinge.
Det tredje navn på den sangmæssige del af plakaten er sopranen Frederikke Kampmann, der er kendt for sin alsidighed i både klassisk og nutidig opera. Hun er uddannet ved konservatorierne i København, Wien og Aarhus og har vundet flere priser for sin kunst, blandt andet Årets Unge Operatalent og Aalborg Operapris.
Billetsalget til koncerten søndag den 10. januar er allerede i fuld gang på billetto.dk, men der sælges også billetter i modebutikken Playmaker i Allinge. Prisen er 420 kroner.