Et svensk forskningsprojekt skal undersøge, om målrettet jagt efter gråsæler kan forbedre forholdene for fisk og fiskere.
Det fortæller mediet SVT.
I 1970'erne var bestanden af gråsæler under pres i Østersøen. Dengang var der omkring 2.000 individer, mens man i dag anslår, at der er mere end 65.000 gråsæler langs den svenske kyst.
– Efterhånden som de bliver flere og flere, stiger problemerne for kystfiskeriet også. De kan også påvirke vores fiskebestande negativt, siger Sara Königson til SVT. Hun har forsket i sæler på Sveriges landbrugsuniversitets institut for akvatiske ressourcer i 27 år og er ansvarlig for projektet.
Ifølge hende er mennesker sandsynligvis ansvarlige for, at fiskebestandene er gået tilbage. Til gengæld er der undersøgelser, der indikerer, at sælerne er medvirkende til, at bestandene har svært ved at stige igen.