Opdatering 14.15: Pr- og kommunikationschef for Bornholmslinjen, Jesper Maack, fortæller torsdag eftermiddag til TV2 Bornholm, at man har en forhåbning om, at Express 5 er kampdygtig allerede i morgen fredag.
– Hvis klassifikationsselskabet i eftermiddag siger god for planen og efterfølgende for det færdige reparationsarbejde, kan vi sætte færgen i drift til normal tid i morgen tidlig, siger Jesper Maack til tv-stationen.
Han understreger dog, at man først skal have godkendelserne på plads, før rederiet kan sige noget endeligt om fredagens sejlplan. Og den melding kommer nok først natten til fredag, fortæller han til TV2 Bornholm.
På dagens første tur fra Rønne til Ystad vendte hurtigfærgen Express 5 om og sejlede tilbage til Rønne Havn.
På hjemmesiden Marinetraffic.com kan man se, hvordan færgen afgik som normalt, men den nåede kun lige ud af havnen, før den vendte om og sejlede tilbage.
– På vej ud af Rønne til morgen har Express 5 haft en berøring af en pæl ud for den yderste mole. Det resulterer i revner i skroget foran i bagbords side (venstre) et godt stykke over vandlinjen, fortæller Jesper Maack.
Ingen er kommet noget til, tilføjer han.
En passager fortæller på Tidendes Facebook-side, at færgen knap nok var nået ud af havneindløbet, da man mærkede to store bump. Derefter drejede færgen rundt om sig selv og begyndte at sejle tilbage.
"Kaptajnen gav en melding over højtaleren og var meget ked af det hele og oplevelsen. Der var kommet et godt vindpust, og vi var derfor skubbet hen mod molen/den grønne pæl ved molen", fortæller vedkommende.
På et web-kamera på Rønne Havns hjemmeside kunne man omkring klokken 7.15 se bilerne køre i land igen.
– Express 5 returnerede til Rønne og fik kontaktet Express 1 om at gøre sig klar til at overtage passagererne fra Express 5. Søfartsstyrelsen er kontaktet, og samtidig arbejdes der på at lave en sejlplan til resten af dagen samt planer for at få lavet skaden hurtigst muligt, fortæller Jesper Maack.
På hjemmesiden Vesselfinder.com kunne man se, at Express 5 kort før klokken 8 forlod færgelejet igen for at gøre plads til Express 1, som ifølge sejlplanen skulle sejle klokken 8.30. Den kom dog først af sted omkring klokken 9.30.
Bornholmslinjen har nu opdateret dagens sejlplan på sin hjemmeside. Alle afgange med Express 5 er aflyst. I stedet bliver Povl Anker indsat. Det er ikke sikkert, at der bliver plads til alle de rejsende, som har haft billet til en af dagens afgange, fortæller Jesper Maack.
For at kunne få så meget med som muligt på Express 1 og Povl Anker lægger Bornholmslinjen ekstra havnetid ind i Ystad.
Hvad der sker de kommende dage, afhænger af myndighederne, tilføjer han.
Søfartsstyrelsen oplyser til TV2 Bornholm, at man undersøger ulykken for at afklare, om der er sket lovovertrædelser i forbindelse med hændelsen. Styrelsen fortæller også, at den tilbageholder Express 5, indtil den er sikker på, at hurtigfærgen er sødygtigt, og sikkerheden er opretholdt.
Opdateret sejlplan
Rønne-Ystad
9.30-10.50 (Express 1)
11.00-13.40 (Povl Anker)
14.00-15.20 (Express 1)
18.20-21.00 (Povl Anker)
18.30-19.50 (Express 1)
23.00-00.20 (Express 1)
Ystad-Rønne
11.50-13.10 (Express 1)
14.40-.17.20 (Povl Anker)
16.20-17.40 (Express 1)
20.50--22-10 (Express 1)
22.00-00.40 (Povl Anker)
Express 5 ligger omkring klokken 8.30 ved Øernes Kaj i Rønne. Foto: Jakob Nørmark