Folkehuset Hodda har på 12 måneder forvandlet en tom bygning og skabt et levende samlingspunkt. Nu venter den svære balancegang mellem folkelig bredde og sund økonomi.
Fredag i sidste uge rundede Hodda sit første år. Og der er god grund til at markere milepælen.
At jubilæet blev fejret med gaver fra gæsterne – inklusive blomster og en hjemmelavet lampe med husets logo – fortæller alt om det, der er opnået på 12 måneder. Hodda er på rekordtid gået fra at være et nyåbnet projekt til at blive et sted, hvor bornholmerne tager et lokalt ejerskab.
Det er opnået gennem et år med konstant tilpasning. Man har omstillet aktiviteter undervejs, transformeret skrantende tiltag til succeser som croquis, lukket køkkenet midlertidigt ved personalemangel og genåbnet det med lokale råvarer og eget bageri.
Fejringen giver også anledning til at huske, hvor hurtigt bybilledet kan forandre sig. For blot halvandet år siden var Store Torv 9 et af de mest nedslående syn i Rønne. Den markante bygning fra 1950 stod tom hen med mørke ruder og et permanent til salg-skilt på facaden.
Da Lennart Lajboschitz overtog bygningen, var det med et ønske om at skabe et folkehus. Forvandlingen har været så vellykket, at Rønne Byforening tidligere på året fuldt fortjent kårede Hodda til ’Årets Hus’ for at have opgraderet indeklimaet og genoplivet de forskudte etager med stor respekt for den originale arkitektur.
Men bygningens største gevinst er og bliver det indhold, der har fyldt rammerne det seneste år. Når pensionister kaster sig over Magic-kortspil med barchefen, eller når forældre samles til babytræning en tidlig fredag morgen, har huset bevist sin berettigelse på tværs af generationer.
Næste store opgave for mødestedet bliver at skabe en sund økonomi i år to. Det første år gav som forventet et underskud, og udfordringen bliver nu at øge aktivitetsniveauet uden at hæve priserne så meget, at huset mister sin folkelige bredde.
Efter det første år står det dog klart, at Hodda har forvandlet en mørk klat på Store Torv til et af øens mest levende samlingspunkter. Tillykke med fødselsdagen.