SpaceX udskyder opsendelse af megaraket efter automatisk afbrydelse

UDLAND17. JUL 2026 • 01:55

SpaceX's megaraket Starship afbrød automatisk testaffyring, da flere af rakettens motorer ikke startede.

SpaceX har natten til fredag dansk tid udskudt en planlagt testaffyring af raketten Starship.

Det skriver den amerikanske rumfartsvirksomhed i et opslag på det sociale medie X.

Det sker, efter at den planlagte opsendelse ved Starbase i den amerikanske delstat Texas tidligt natten til fredag er blevet afbrudt.

- Nogle af motorerne startede ikke, hvilket udløste en automatisk afbrydelse af opsendelsen. Vi er nu i gang med at tømme raketten for raketbrændstof, skriver SpaceX-stifter Elon Musk i et opslag på X.

- Næste opsendelsesforsøg bliver forhåbentligt om et par dage, tilføjer han.

På en livestream fra SpaceX på X kunne en stor mængde hvid røg ses omkring raketten, efter at nedtællingen til opsendelsen var gennemført.

- Der er blevet aktiveret en nedtællingspause på boosteren, som afbrød opsendelsen, netop som vi var ved at antænde Raptor-motorerne, sagde Dan Huot, der er kommunikationschef i SpaceX, på livestreamen umiddelbart efter afbrydelsen.

Fredagens opsendelse skulle have været Starships 13. testaffyring og den første, siden SpaceX blev børsnoteret i juni.

Når testaffyringen finder sted på et senere tidspunkt, vil målene med testen ligne dem fra en overvejende succesfuld testaffyring i maj.

Her havde den nye V3-model af Starship, der anses for at være den mest kraftfulde rumraket, der nogensinde er bygget, sin debut.

Opsendelsen blev dog ikke gennemført helt uden problemer. En af rakettens seks motorer svigtede under opstigningen, men det lykkedes den alligevel at fortsætte sin planlagte rute ud i rummet.

SpaceX har ifølge nyhedsbureauet AFP oplyst, at man sidenhen har foretaget en række ændringer i rakettens hardware og software for at løse de problemer, der viste sig under den seneste opsendelse.

Starship-raketten er helt afgørende for Elon Musks fremtidige forretningsplaner. Det er den raket, der skal sende hans mange Starlink-internetsatellitter i kredsløb, og som i fremtiden skal fragte Nasa-astronauter tilbage til Månen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT