Zelenskyj udpeger sikkerhedschef som fungerende forsvarsminister
Ukraine skal have ny forsvarsminister, efter at Mykhajlo Fedorov torsdag sagde, at han stopper på posten.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, udpeger den fungerende chef for landets sikkerhedstjeneste, Jevhenij Khmara, som fungerende forsvarsminister.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Parlamentet skal godkende ham som forsvarsminister, før han officielt kan tiltræde. Det opfordrer præsidenten parlamentet til at gøre.
Zelenskyj omtaler udpegelsen på Telegram, hvor han skriver, at den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU, har udmærket sig ved at planlægge langtrækkende angreb på Rusland, og at det er en fordel for en forsvarsminister.
- Jeg har givet Jevhenij Khmara opgaven med at udføre ministeropgaver, fortsætte med at reformere forsvarssektoren og sikre, at Ukraine opnår alle de resultater, vi har talt om, skriver Zelenskyj.
Torsdag aften meddelte den daværende forsvarsminister, Mykhajlo Fedorov, at han fratræder sin post.
Det er sket, efter at Zelenskyj i søndags varslede ændringer i den ukrainske regering.
Tidligere torsdag godkendte det ukrainske parlament Serhij Koretskyj som ny premierminister i det krigsramte land.
Han overtager posten fra Julija Svyrydenko, der meddelte sin afgang mandag.
Torsdag har flere end 1000 demonstranter været på gaden for at protestere mod forsvarsministerens afgang.
De samlede sig ifølge Reuters uden for Zelenskyjs kontor, hvor de blandt andet råbte "skam".
Der er ikke blevet udsendt en officiel forklaring på Fedorovs afgang.
Fedorov sad på posten i et halvt år og blev kendt som en, der forsøgte at reformere og modernisere det ukrainske militær.
Nyhedsbureauet AFP har beskrevet, at der blandt demonstranterne var en opfattelse af, at beslutningen skyldes interne magtkampe.
Selv har Fedorov bekræftet over for Reuters, at han har haft uenigheder med Ukraines hærchef, Oleksandr Syrskyj.
RITZAU
