To dræbt i oversvømmelser i Texas - enorme nedbørsmængder ventes

UDLAND17. JUL 2026 • 06:44

Mindst 135 personer døde sidste år under oversvømmelser i Texas. Nye oversvømmelser har kostet to menneskeliv.

To personer er døde, efter at kraftig regn har forårsaget store oversvømmelser i den amerikanske delstat Texas.

Det meddeler delstatens guvernør, Greg Abbott, torsdag eftermiddag lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Redningsmandskab har ved brug af både og helikoptere evakueret mere end 200 personer, hvoraf nogle var fanget i biler og andre i huse, fortæller guvernøren.

Texas har indsat 3500 redningsfolk samt helikoptere og redningsbåde i forsøget på at undgå en gentagelse af den tragedie, der udspillede sig under store oversvømmelser i samme område af delstaten for et år siden.

Dengang mistede mindst 135 personer livet i vandmasserne. Blandt dem var 27 børn og lejrledere, der deltog i den kristne sommerlejr Camp Mystic.

Ifølge USA's nationale vejrtjeneste, National Weather Service (NWS), er der faldet mellem 25 og 50 centimeter regn i dele af regionen Texas Hill Country i løbet af de seneste to døgn.

Men faren er endnu ikke over for de personer, der opholder sig i de berørte områder i Texas. I løbet af de næste 24 timer venter endnu mere regn.

- Vi står over for rekordstore nedbørsmængder, som skaber meget farlige oversvømmelser. Vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at beskytte liv, siger Abbott torsdag ifølge Reuters, efter han har modtaget en orientering om situationen.

Abbott oplyser, at de omkomne er en mand og en kvinde.

Manden opholdt sig i en autocamper, da vandmasserne kom og tog køretøjet med sig.

Kvinden blev fanget i sin bil, da den blev oversvømmet af vand.

Guvernøren opfordrer folk til at holde sig væk fra vejene, indtil uvejret er drevet over. Det ventes at ske fredag lokal tid.

125 veje er torsdag påvirket af de store mængder nedbør. 87 af dem er blevet lukket, meddeler Abbott.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT